Om funkisvillaens varmefordeling
Om funkisvillaens varmefordeling
Radiatoranlæggets opbygning har stor betydning for udnyttelsen af varmen fra husets varmekilde og for komforten. Det kan derfor godt betale sig at bruge lidt tid på det.
Radiatorer
De oprindelige radiatorer i funkisvillaen er som regel placeret under de store vinduespartier i alle opholdsrum for at modvirke effekten af kuldenedfald fra vinduerne. Det giver den bedste fordeling af varmen i rummet og den bedste komfort.
Placering i rum
Vinduerne isolerer væsentligt dårligere end ydervæggene. Det skaber et kuldenedfald, som radiatorerne modarbejder, når den opvarmede luft stiger op. Hjørnevinduerne stiller krav om en radiator under begge vinduer.
Placering i køkken og bad
I køkken og badeværelse har radiatorerne ikke altid fået den optimale placering pga. indretningen. Der blev f.eks. placeret underskabe eller badekar foran vinduerne i stedet for radiatorer.
Opbygning af oprindelige radiatorer
De oprindelige radiatorer var af støbejern og ret små, fordi de var dimensioneret til en høj fremløbstemperatur på vandet, der oprindeligt blev opvarmet af kedlen i kælderen. Radiatorerne blev forsynet med det varme vand i toppen af den ene side af radiatoren, og det afkølede vand løb ud i bunden af radiatoren i den modsatte side. Det giver den bedst mulige udnyttelse af varmen.
Radiatoren fungerer korrekt, når den er varm i toppen og lunken i bunden. I starten havde radiatorerne bare åben- og luk-ventiler, men de fleste er med tiden blevet udskiftet til ventiler med termostatstyring.
2-strenget rørsystem
De oprindelige radiatorer fik varmen gennem et 2-strenget rørsystem, dvs. der var 2 rør med hele vejen rundt. Fremløbsrøret førte det opvarmede vand til radiatorerne, og returrøret førte det afkølede vand tilbage til varmekilden. Radiatorrørene, som oprindeligt var selvcirkulerende og meget tykke, løb under loftet i kælderen og var som regel dårligt isoleret.
Da værelser og øvrige opholdsrum som regel var placeret oven på hinanden lige som vinduerne, gik radiatorrørene lodret op og forsynede radiatorerne både i stueetagen og på 1. sal.
Da vand udvider sig, når det varmes op, var det oprindelige rørsystem forsynet med en ekspansionsbeholder. Den hænger som regel under loftet i badeværelset på 1. sal i funkishuset. Den skal nemlig sidde højere end den øverste radiator for at fungere korrekt.