BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Hold ydervæggene ved lige

Hold ydervæggene ved lige

Hold ydervæggene ved lige

Hvis ydervæggene består af synligt murværk, har de ikke brug for ret meget vedligeholdelse. Hvis de derimod er træbeklædte, bør du male dem med jævne mellemrum.

Murede ydervægge (tunge)

Husene med skalmur af mursten kræver ikke ret meget vedligeholdelse. Fugerne holder i mange år.

Soklen under murværket er typisk pudset, og pudsen kan have små revner. Dem reparerer du ved at hugge den løse puds væk og pudse op igen. Pudsen skal have det samme forhold mellem kalk og cement som den oprindelige puds, så pudsene kan arbejde sammen, og udseendet bliver det samme.

Ydervægge af træ (lette)

Den lette ydervægsoverflade består af en beklædning af træ med et ventileret hulrum bag, dannet af tynde trælister.

Vedligeholdelsen af bræddebeklædte facader består i at sikre, at brædder er hele, rene og fastsiddende. Brædderne kan være blevet udsat for fysisk belastning og vejrlig, som kræver reparation og vedligehold af overfladebehandlingen (maling).

Hold ventilationsåbninger i facadebeklædningen rene – f.eks. ved fundament og tag – så den planlagte luftpassage kan ske.

Imprægner træbeklædningen for at undgå udtørring, nedbrydning og påvirkning fra vejrlig, med mindre beklædningen består af træsorter, som ikke kræver overfladebehandling, og du kan acceptere, at træbeklædningen bliver grå med tiden.

Det er vigtigt, at du afpasser behandlingen efter beklædningstypen (træsort mv.) og tidligere behandlingsmetoder. Brug laserende, oliebaseret træbeskyttelse med farvepigment, som både trænger ind i træet og lægger en beskyttende overfladefilm på træbeklædningen.

Vær især opmærksom på sydvendte træbeklædninger, da de udsættes for store temperatursvingninger og stor solpåvirkning. Det medfører ofte, at beklædningen bevæger sig og danner revner, og det øger risikoen for, at der trænger fugt og vand ind. Derfor er det vigtigt, at du holder beklædningen mættet med imprægnerende træbeskyttelse.

Hvis træet viser tegn på nedbrud (blødt træ, udvoksning af svampe eller misfarvning), skal du fjerne det nedbrudte træ og erstatte det med nyt, sundt og tørt træ. Angrebets art og omfang afgør, hvad du skal gøre, og hvilke metoder du skal bruge. Kontakt en sagkyndig, hvis du er i tvivl.

 

 

Hold ydervæggene ved lige

Siden er opdateret 26.05.2016 Kommentér denne side Til top