Nyhedsmail
Nyhedsmail
Vi sender en e-mail til dig, når vi har relevant information angående energibesparelser, CO2-reduktioner, Erhvervspuljen, og når der er ny viden, der passer til din branche.
Arbejdssted
Byggeplads
Indsats
Energieffektiv skurby
Udført
2017
Fordele
Billigere i drift og bedre arbejdsforhold
A. Enggaard valgte en energieffektiv pavillonløsning til opbygning af deres skurby. Det var totaløkonomisk det mest rentable, og forholdene blev bedre for håndværkerne. Leverandøren blev fundet gennem et miniudbud, hvor de forventede udgifter til energi vægtede højt.
A. Enggaard var totalentreprenør på et stort byggeri, der skulle huse 4 statslige styrelser.
Enggaard valgte at etablere en fælles skurby for deres egne medarbejdere og underentreprenører, som i byggeriets 3-årige forløb skal benytte byggepladsen. Et lavt energiforbrug har været en vigtig parameter, og skurbyen er derfor bygget op af pavilloner, der er markant bedre isoleret end Arbejdstilsynets mindstekrav.
Ib Secher er byggepladsleder for Enggaard, og han forklarer om baggrunden for den fælles skurby:
”Med 30 forskellige entreprenører ville det blive et kaos, hvis de alle skulle komme med deres egne skurvogne og containere. En fælles skurby kan blive kompakt, effektiv og energimæssigt fornuftig”.
Ib Secher valgte at lave et miniudbud blandt 3 skurvogns- og pavillonleverandører. Udbuddet handlede ikke kun om kvadratmeter og faciliteter, men også om energi- og driftsomkostninger i den 3-årige periode. Leverandørerne skulle opstille et driftsbudget, hvor de forventede udgifter til energi var beskrevet.
Ib Secher valgte ikke leverandøren med de billigste skurvogne, men derimod løsningen, hvor den samlede udgift over den 3-årige byggeperiode var mest fordelagtig.
”Når byggeperioden er lang, og du regner driften med, bliver det pludselig billigere at vælge en energieffektiv løsning. Totaløkonomisk er det fornuftigt, og vi sætter et højt niveau for kvaliteten.”
Ib Secher gik i gang med at planlægge skurbyen, 4 måneder før selve byggeriet gik i gang. Ud over de normale, praktiske foranstaltninger som baderum og omklædning var det vigtigt at etablere en stor fælles kantine, hvor de forskellige faggrupper kan mødes til frokost.
”Det er en stor byggesag, som løber over 3 år, så det var vigtigt for os at skabe ordentlige forhold for vores håndværkere”, siger Ib Secher.
Enggaard valgte pavilloner, hvor de forventede udgifter til energi kun er en fjerdedel i forhold til skurvognene i det billigste tilbud.
Det lave energiforbrug skyldes bl.a., at ydervæggene har 200 mm isolering, og at vinduerne er udstyret med 3-lags glas. Der er opvarmning med elradiatorer og ventilation med varmegenvinding. Derudover er der styring på både varmesystemet og lyset i pavillonerne.
Leverandøren har ansvaret for driften af skurbyen under hele byggeperioden. Konkret betyder det, at leverandøren fører tilsyn med de tekniske installationer og sikrer, at energiforbruget ikke overskrider de aftalte værdier. I kontrakten er aftalt økonomiske sanktioner, hvis energiforbruget overskrider de værdier, som leverandøren har budgetteret med. Det er derfor meget vigtigt, at det kun er leverandøren, der laver justeringer og foretager ændringer på automatikken til energistyringen.
Skurvogn - Arbejdstilsynets minimumskrav | Pavillon hos A. Enggaard | |
---|---|---|
Elforbrug (kWh/m2 pr. år) | 200 | 108 |
Udgift til el (kr./m2 pr. år) | 300 | 162 |
Samlet udgift (kr./år) | 9.000 | 4.860 |
Forudsætninger: Elpris på 1,5 kr./kWh, skurvognsareal 30 m2
Energiforbrug til byggeprocesser ved opførelse af bygninger svarer normalt til 2-4 års fremtidigt varmeforbrug og udgør typisk 0,5-1,5 % af byggesummen. Ved at planlægge og styre byggeprocessen kan næsten alle byggeprojekter kan holde udgifterne til energi på under 0,5 % af byggesummen.