Nyhedsmail
Nyhedsmail
Vi sender en e-mail til dig, når vi har relevant information angående energibesparelser, CO2-reduktioner, Erhvervspuljen, og når der er ny viden, der passer til din branche.
Produktion
Finansielle ydelser
Indsats
Frikøling af servere
Besparelse
26.000 kr./år
Udført
2012
Med ét slag skar AL Finans over 90 % af deres elforbrug til serverkøling. Midlet var noget så simpelt som helt almindelig udeluft.
AL Finans er et datterselskab af Arbejdernes Landsbank, der ligger over for storcenteret i Glostrup. På serverne ligger informationer om finansielle produkter for både privat- og erhvervskunder, og det er kardinalpunktet for en særlig type udlån til erhvervslivet.
”Det er med andre ord ultravigtigt, at serverne ikke går ned. Vores kunder er meget afhængige af systemernes tilgængelighed, og de skal kunne benyttes på alle tidspunkter af døgnet. Vi har langt over 100.000 brugere, der betjener sig af netbanklignende funktioner, så vi vil gå rigtig langt for at sikre en stabil drift,” siger it-ansvarlig Jesper Flindt Kristiansen.
Frikøling er en teknologi, der benytter udeluft til at køle f.eks. servere og styring til at sikre en konstant temperatur i serverrummet. Det er bare ét af mange tiltag hos AL Finans for at spare energi.
”Vi har en ambition om at få en grønnere profil, så vi havde skiftet til frikøling, selv hvis vi ikke sparede penge på det. Men økonomien betyder selvfølgelig også noget,” siger Jesper Flindt Kristiansen.
Det var et nyt område at gå i gang med for Jesper Flindt Kristiansen og hans kolleger.
”Der dumpede tilfældigvis en reklame for Frikøling Danmark – vores leverandør – ind ad døren, da vi talte om energitiltag, så det var god timing fra deres side. Vi sad med et traditionelt anlæg, så vi tog dem ind til en snak om, hvad frikøling egentlig var,” fortæller han.
Jo mere Jesper Flindt Kristiansen lærte om frikøling, jo mere attraktivt virkede det. Frikøling holder servertemperaturen nede ved hjælp af helt almindelig udeluft. Holder man temperaturen i serverrumet på højst 24 °C, kan den danske udeluft klare arbejdet 99 % af året.
Jesper Flindt Kristiansen anbefaler at se sig omkring, før man slår til.
”Det er altid en god idé at få et par leverandører til at give tilbud. Da vi først havde sagt ja til et tilbud, var anlægget klar på en måned. Det tog en uge at sætte op, og hele processen kørte faktisk som smurt,” siger Jesper Flindt Kristiansen.
AL Finans sparer 18-19.000 kWh strøm til serverkøling ud af et normalforbrug på omkring 20.000 kWh om året. Det svar til mindst 90 % af elforbruget.
”Det er helt exceptionelt,” siger Jesper Flindt Kristiansen.
Da stabilitet er afgørende, valgte AL Finans dobbeltsikre sig med køling ved at lade det gamle airconditionanlæg blive siddende. De har også en god serviceaftale på kølingen, hvor leverandøren selv overvåger og opdager, hvis noget er galt.
”Vi skal nærmest bare lukke dem ind. Men det har ikke været nødvendigt, for frikølingen har kørt fejlfrit indtil videre. Den har faktisk været langt mere stabil end vores gamle anlæg. Det giver virkelig ro i maven,” siger Jesper Flindt Kristiansen.
Den årlige elbesparelse er ca. 26.000kr., og investeringens levetid er mindst 20 år. Jesper Flindt Kristiansen tøver ikke med at anbefale frikøling til andre.
”Det skal man bare hoppe ud i – jo før jo bedre.”