Vaskeråd
Vaskeråd
Vaskeråd, der sparer energi og skåner miljøet
Vaskeråd, der sparer energi og skåner miljøet
Så meget koster det
Så meget koster vaskemaskinen at bruge i strøm:
Brug mindre energi, når du vasker tøj
Spring en vask over
Smider du dit tøj til vask, når du har haft det på? Tænk på, om det egentlig trænger – og luft tøjet engang imellem i stedet for at vaske det. Så sparer du en vask og slider ikke på tøjet.
Brug eco-programmet eller se energiforbruget i manualen
Vælg eco-programmet for at spare vand og strøm, når du vasker. Korte programmer kan være et alternativ, hvis tøjet kun er let snavset. Se, hvilke vaskeprogrammer der har lavt energiforbrug, i vaskemaskinens manual.
Vask ved lavere temperaturer
Det sparer energi at vaske ved lavere temperatur, og det meste tøj kan sagtens blive rent ved 20 °C. Husk at bruge et vaskepulver, der vasker effektivt ved lavere temperaturer. Se på pakken, hvilke temperaturer dit vaskepulver er effektivt ved.
Fyld maskinen helt op
Fyldte vaskemaskiner bruger mindst muligt energi per kg tøj. Tjek, hvor mange kg tøj de forskellige programmer er beregnet til i brugsvejledningen. Prøv at veje tøjet. Selv i nye vaskemaskiner, hvor maskinen tilpasser mængden af vand til mængden af vasketøj, er en fyldt maskine det mest energibesparende.
Drop forvasken
Vælg et program uden forvask, hvis tøjet ikke er meget snavset.
Vask når strømmen er billigst
Hvis du har variabel elpris betaler du den aktuelle timepris. Den svinger meget, og det kan du udnytte ved at vaske når strømmen er billigst.
Danskerne vasker halvfyldte maskiner
I gennemsnit vasker vi danskere kun 3,2 kg tøj ad gangen, selvom vores vaskemaskiner er beregnet til 5-6 kg.
Tøjvask og hygiejne
Det tøj, du normalt vasker ved 30 og 40° C, kan du godt vaske ved 15, 20 eller 30° C med et egnet vaskemiddel - tjek vsasketemperaturer på pakken. Men hvis der er smitsom sygdom i familien, bør du hæve temperaturen.
Hvis 1 eller flere personer i familien er ramt af lus, fnat, smitsom sygdom med bakterier, virus eller svampe, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at tøjet vaskes ved 60 °C for at undgå, at smitten breder sig til de andre i husholdningen. Du bør også vaske undertøj, linned, håndklæder, viskestykker og karklude ved 60 °C.
Doser sæben præcist
Tøjet bliver ikke mere rent af, at du hælder for meget vaskepulver i maskinen. Vaskepulver er skadeligt for miljøet, og tøjet behøver kun nøjagtig den mængde vaskepulver, som står i brugsanvisningen.
Ofte skal du bruge mindre vaskemiddel pr. vask, end du tror. Læs anvisningen på pakken, sammenlign med anvisningerne for vaskemaskinen – og find så målebægeret frem. Behovet varierer bl.a. efter, hvor hårdt vand du har.
Tommelfingerreglen er, at du lige akkurat skal kunne se en smule skumbobler på glasset til vaskemaskinen. Det skal ikke være et skumbad.
Kompakt vaskemiddel
Vælg kompakte pulvervaskemidler, hvor doseringen er mindre, frem for traditionelle og flydende vaskemidler. Kompakte vaskemidler er typisk mærket 'Koncentreret'. De er mere miljøvenlige, fordi de indeholder færre miljøskadelige stoffer.
Drop skyllemiddel
Skyllemiddel skader miljøet, og det gælder også de miljømærkede varianter. Skyllemiddel er desuden unødvendigt, undtagen i visse tilfælde, hvor der er problemer med statisk elektricitet i syntetiske tekstiler. Det er nemlig det, skyllemiddel oprindelig er beregnet til.
Køb miljømærket
Køb vaskemidler mærket med det nordiske miljømærke Svanen – eller det europæiske miljømærke Blomsten.