BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Hold fundament og kælder ved lige

Hold fundament og kælder ved lige

Hold fundament og kælder ved lige

Det er ikke umiddelbart muligt at vedligeholde et terrændæk, da betonpladen stort set altid vil være skjult under parketgulv, tæppe eller klinker. Soklen kan du til gengæld nemt tjekke for sætningsrevner – ligesom kældervægge og gulve, som du bør tjekke årligt og udbedre, når det trænger. Revner i kældervægge og gulve kan medføre indtrængende vand og radon.

Terrændæk

Det er ikke umiddelbart muligt at vedligeholde et terrændæk. Da betonpladen stort set altid vil være skjult under parketgulv, gulvbrædder, klinker eller fliser, er det svært at kontrollere den for f.eks. revner som følge af sætninger. Revner kan medføre opsivning af den radioaktive gas radon, hvis ikke terrændækket er forsynet med et lag plastik i konstruktionen.

Der kan også opstå fugtskader som følge af opstigende grundfugt, rørskader, oversvømmelser og lignende. Har du mistanke om sådanne problemer, bør du kontakte fageksperter og få konstruktionen undersøgt nærmere.

Sokkel

Tjek jævnligt soklen for revner. Det kan være sætningsrevner, som vil fortsætte op i muren, eller det kan være mindre betydende overfladerevner i pudslaget på soklen, som kan være tegn på mindre bevægelser eller manglede vedhæftning mellem pudsmørtel og sokkelsten.

Revner kan medføre, at vand trænger ind bag pudsen og forårsager opfugtning og frostsprængninger – og dermed yderligere afskalning.

Mange mindre revner i soklen ses som lodrette revner, som følger fugeforløbet i sokkelstenene. De opstår i forbindelse med afhærdningen af pudslaget (svindrevner).

Vedligehold soklen ved at afhugge løst (skrug) puds, kradse/fræse revner ud, udstøbe med beton (større huller) eller påføre nyt mørtellag af samme type som det nuværende. Husk, at pudslaget skal føres et stykke ned under terræn.

Kælder

  • Tjek for og reparer revnerDu vedligeholder kældervægge og gulve ved at se efter revner og udbedre dem. Revner i kældervægge og gulve kan medføre indtrængende vand og radon.
  • Vælg diffusionsåben overfladebehandlingHvis kælderen ikke er drænet, sker der en løbende tilførsel af fugt fra jorden til vægge og gulve. Denne fugt afgives primært indadtil og skal kunne fordampe hurtigt, så der ikke opstår skimmelsvamp. Derfor bør du principielt ikke bruge overfladebehandlinger/beklædninger og belægninger i kældre, hvis de standser fugtafgivelsen eller består af organiske materialer. Det kan give skimmelsvamp bag laget. Overfladebehandling af vægge og belægninger på gulve skal være uorganiske og diffusionsåbne.
  • Sørg for opvarmning og ventilationDu bør supplere de rette materialer med tilpas opvarmning og effektiv ventilation, så fugt fra væg- og gulvoverflader kan slippe ud. Møbler og det, der opbevares i kælderen, må ikke være i tæt kontakt med gulve og vægge.

Gulv

Gulvbelægning kan være en uglaseret flisebelægning, f.eks. teglfliser. Fliserne skal fuldklæbes. Det gør man typisk ved at bruge den såkaldte buttering-/floating-metode, hvor fliseklæberen påføres både beton og flisens bagside, så du opnår 100 % klæberdækning uden hulrum. Fugerne skal også være helt fyldte.

Vægge

Da kældervægge ofte indeholder vandopløselige salte, f.eks. fra opstigende grundfugt, kan du med fordel bruge et saneringspudssystem ved reparation. Dette system er specielt udviklet til i en vis grad at kunne indeholde salte og optage det tryk, der dannes, når saltene udfælder.

Hvis saneringspudssystemet malerbehandles, nedsættes fordampningsmuligheden, og det øger risikoen for, at saltene kommer synligt frem på overfladen, hvor de typisk skaber forvitringer. Enkelte producenter tillader dog, at der bruges silikatmaling. Et billigere alternativ til saneringspudssystemet er:

  • at bruge en 13 % kalkmørtel, som efterlades uden yderligere behandling. Hvis du ikke kan acceptere dette af æstetiske årsager, kan du foretage en kalkning.
  • at nedhugge alt puds og efterlade væggen uden overfladebehandling.

 

 

Hold fundament og kælder ved lige

Siden er opdateret 26.05.2016 Kommentér denne side Til top