Med varmepumpen er huset fremtidssikret
"Indeklimaet er blevet meget bedre"
-
1950-1980 Den modernistiske villa
-
Byggeår
1974
-
Renoveringsår
2014
-
Areal
201 m2
-
Antal beboere
2 voksne
-
Opvarmning
Luft til vand-varmepumpe
Med varmepumpen er huset fremtidssikret
Beboere
I det store hus på 201 m2 med fantastisk udsigt over Roskilde Fjord bor Per og Grethe. De er begge pensionerede, og deres 2 børn er for længst flyttet hjemmefra. Huset ligger i meget smukke og rolige omgivelser i et kvarter, som oprindeligt var et sommerhusområde.
Beslutning
Vores oliefyr var ved at være udtjent, og vi havde en gammel olietank i haven, som også skulle væk. Da vores hus ligger uden for det kollektive forsyningsnet, besluttede vi at undersøge mulighederne for en varmepumpe, siger Per.
Jeg er ingeniør og har arbejdet med energiområdet i store dele af mit liv, så jeg lagde ud med at undersøge, om huset kunne opvarmes ved den noget lavere fremløbstemperatur, som en varmepumpe giver i forhold til et oliefyr. Det var heldigvis ikke noget problem, hvilket bl.a. skyldes, at huset er i god stand og vinduerne af nyere dato.
Rådgivning
Jeg var ret sikker på, at huset kunne opvarmes med en varmepumpe, men jeg fik alligevel en energikonsulent til at komme forbi og sige god for mine beregninger, fortæller Per. Derefter lavede jeg en kravspecifikation, som jeg gav til 4 varmepumpeinstallatører for at få forskellige tilbud. Vi valgte det firma, som samlet set gav det bedste tilbud og virkede mest professionelt.
Økonomi
Økonomien i projektet er meget fornuftig. Investeringen var på 99.000 kr., men så fik vi tilskud fra energiselskabet på 10.000 kr. og håndværkerfradrag på 6.700 kr., og dermed endte vi med en udgift på 82.300 kr.
Med en årlig energibesparelse på 13.500 kr. er varmepumpen betalt tilbage på 6 år, og det er vi meget tilfredse med, siger Per.
Forløb
Selve udskiftningen gik meget nemt. Der kom 2 mand i et par dage, og så var pumpen installeret. Efterfølgende har vi selv bygget en kasse omkring udedelen af varmepumpen. Det er for at beskyttet den mod vejr og vind, men også for at mindske støjen fra pumpen.
Resultat
Vi er meget glade for resultatet. Vores energiudgifter er faldet markant, og indeklimaet i huset er blevet meget bedre. Samtidig har det gjort huset mere værd, hvis det engang skal sælges. Eneste ulempe, vi har oplevet, er, at varmepumpens udedel støjer en smule.