BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Det er slut med frosne tæer og træk fra gavlen

Det er slut med frosne tæer og træk fra gavlen

Husets øverste etage var meget kold, og det trak fra den gamle gavl mod nord. Efterisolering af loft og etageadskillelse gav Tony og Birthe en hel ekstra etage, og isolering i gavlens hulmur fjernede endnu mere kulde og træk.
Hent case

Beboere

Der er udsigt over fjorden fra rødstenshuset i 2 etager, hvor Tony og Birthe har boet siden 1970. Tony er vokset op i den nordvestsjællandske købstad, men boede og arbejdede som maskinmester i København, da huset kom til salg.

"Det var et lille, sødt og pænt hus. Det blev sat til salg, og så købte vi det bare. Sådan var det," fortæller Tony, som nu er pensionist. Det samme er hustruen Birthe, der er uddannet i butik.

"Dengang var der kun koldt vand i huset. Varmen kom fra en brændeovn, og der var lokum i gården," siger Tony om huset, som siden er blevet udvidet og moderniseret - og der er endda blevet plads til en bygning, hvor Tonys 88 brevduer holder til.

 

Beslutningen om projektet

Beslutning

Selve gulvet på 1. sal var så koldt, at man fik iskolde tæer, hvis man var der i 5 minutter. Det trak også langs gulvet. Etageadskillelsen mellem stue og 1. sal var aldrig blevet isoleret, og loftet over 1. sal havde kun nogle få centimeters isolering. Gavlen mod nord er fra husets ældste del, og den var meget kold, og det trak. Vi havde tænkt på at få huset isoleret i lang tid, men det var først på en messe i byen, at vi talte med en tømrer om det. Samtidig kunne vi jo trække arbejdslønnen fra via håndværkerfradraget, og det var meget medvirkende. Det gav lige sparket, ellers var det nok ikke blevet gjort.

 

Projektets rådgivere

Rådgivning

Vi traf sådan set beslutningen på stedet. Men tømreren kiggede senere på det og kom med et tilbud, som lød rimeligt. Prisen er jo rimelig, når man ikke selv synes, at det er for dyrt. Tømrerens løsning var at blæse papiruld ind på både loftet, i etageadskillelsen og i hulmuren i gavlen, og det lød godt. Men det var ikke sådan, at vi kunne vælge mellem en masse forskellige løsninger. Det var det, han kunne tilbyde, så det tog vi.

 

Økonomien

Økonomi

Vi tog pengene fra vores opsparing. Kunne vi spare lidt på varmeregningen, så var det en gevinst, men det handlede om at få et varmere gulv ovenpå. Vi har så heller ikke fået en mindre varmeregning, men gulvet er blevet lunere, og det er vi glade for. Vi kunne trække arbejdslønnen fra via håndværkerfradraget. Når vi forvejen var i gang, så det kostede det ikke ret meget ekstra at få hulmursisoleret gavlen. Vi havde nok ikke fået det gjort, hvis vi ikke allerede havde besluttet det andet.

 

Processen

Forløb

Jeg lavede selv forarbejdet. Jeg brød gulvbrædderne op og borede huller op til loftet. Det er jo ikke til at vide, om de ville være kommet helt ud i hjørnerne ellers. I gavlen pillede jeg alle de gamle lecanødder ud ved at pille en del mursten ud, og så tog jeg det sidste med støvsugeren. Håndværkerne var der vel 6-7 timer, og så var det overstået, men det var så også, fordi forarbejdet var gjort. Så de kom jo bare ind med deres rør og blæste papiruld ind, og det var det. Men hvor det dog svinede. Håndværkerne samlede fint op efter sig, men der skulle virkelig gøres grundigt rent bagefter.

 

Resultatet

Resultat

Gulvet ovenpå er blevet dejligt lunt, så nu kan man sidde der uden at fryse om tæerne. Det er klart gulvet, der har givet mest, hvor det er sværere at sige, hvor meget efterisoleringen af loftet har givet. Det har ikke hjulpet på varmeregningen, men nu kan vi udnytte hele den øverste etage, og det er en markant forbedring. Vi er jo også blevet ældre og skruer måske lidt mere op. Samtidig kommer der ikke den der kulde fra gavlen, og trækken er der ikke længere. Vi skulle have isoleret for mange år siden. Vi har også overvejet at få skiftet og isoleret taget, men det må blive en opgave for de næste, der kommer til at bo her.

 

Økonomi

Energiforbrug før
12.700kr./år
Energiforbrug efter
12.800kr./år
Hvad har det betydet økonomisk?   Negativ besparelse At tallet er negativt betyder, at parrets energiforbrug er højere nu end før renoveringen. Det skyldes, at de er begyndt at bruge 1.salen mere, og at de har det varmere nu end tidligere.
-100kr./år

Udbytte

Hvor meget bedre er huset blevet at bo i?

Hvor svært var det at udføre forbedringen?

 

Fordele

Mindre støj
Mindre træk

Gode råd over hækken

Det sviner ad Pommern til, det skal man vide
Udnyt håndværkerfradrag til arbejdslønnen
Vi skulle have gjort det for mange år siden, da vi byggede huset om
Få hulmursisoleret, hvis du alligevel er i gang med anden isolering
Case: Hulmursisolering og efterisolering. Tony fra Kalundborg

Denne case er skabt i samarbejde med:

SEAS-NVE

Om casebanken

Alle historier i casebanken er udtryk for enten boligejernes, boligadministratorens eller entreprenørens egne synspunkter og holdninger, ligesom tal for investering og energiforbrug før og efter renoveringen kommer fra selvsamme.

I de tilfælde, hvor de aktuelle energipriser ikke er oplyst, har vi brugt gennemsnitlige energipriser og korrigeret energiforbruget efter vejret.

Forbedringer og typiske besparelser

Hulmursisolering

Typisk besparelse ved hulmursisolering

50-100 kr./år pr. m2 hulmur du isolerer

Forudsætning for beregning: Gennemsnitlig energipris og isoleringsniveau

Isolering af loft

Typisk besparelse ved isolering af loft

10-50 kr./år pr. m2 loft du isolerer

Forudsætning for beregning: Gennemsnitlig energipris og isoleringsniveau

Sådan kommer du selv i gang

Sådan kommer du selv i gang

Hvis du overvejer at renovere, anbefaler vi, at du starter med at tage fat i en rådgiver.

Den bedste måde at starte et renoveringsprojekt er at få hjælp af en rådgiver til at finde ud af, hvad der kan betale sig, og i hvilken rækkefølge det skal gøres.

Vælg en energirådgiver, de er uddannet til at indtænke energibesparelser i dit projekt.

Læs mere om rådgivning