Beslutning
De 3 energiløsninger blev delt i 2 projekter. Vi skiftede oliefyret ud med en luft til vand-varmepumpe, og så drømte vi om et stort, lyst soveværelse på førstesalen, som matchede alt det, vi havde lavet i stueetagen. Oliefyret var fra 1977 og var sygt dårligt at fyre med. Vi vidste bare, at vi på et tidspunkt ville sælge huset, og så var vi nødt til at investere i en udskiftning af oliefyret inden da. Vi valgte varmepumpen, fordi det er en miljøvenlig løsning. På førstesalen var der ingen isolering, og det ville vi have gjort noget ved, så vi kunne bruge rummet. Vi ville også gerne åbne op til kip. Vi brugte overhovedet ikke andet end badeværelset på førstesalen. Der var et enkelt ovenlys i forvejen, men førstesalen skulle især være lysere. Det er jo et lille hus, som vi ville gøre større med mere lys. Jo mere lys jo bedre.