Nyhedsmail
Nyhedsmail
Vi sender en e-mail til dig, når vi har relevant information angående energibesparelser, CO2-reduktioner, Erhvervspuljen, og når der er ny viden, der passer til din branche.
Produktion
Plastsække og folier til industrien
Indsats
Ændrede vedligeholdelsesprocedurer
Udført
2018
Besparelse
30 % lavere elforbrug
Hos Trioplast i Nyborg har energiledelsesteamet sat fokus på sammenhængen mellem energieffektivitet og vedligehold. Det skete i tæt samarbejde med kolleger fra produktion og vedligehold. Indsatsen gav resultater i form af markant forbedret produktivitet og en besparelse på 30 % i elforbruget.
Trioplast fremstiller plastsække og folier primært til industrien. En stor del af råvarerne er genbrugsplast og kræver derfor en forarbejdning til granulat inden ekstruderingen til ny folie.
Inden forbedringsprojektet blev gennemført, skiftede man knivene i shredderen 1 gang om året. Det gjorde man, fordi det er en arbejdskrævende proces, og fordi produktionen kunne opretholdes, selv om der var begyndende slitage på knivene.
Det er dog sådan, at elforbruget til forarbejdning af genbrugsplasten stiger i takt med, at knivene bliver sløve. Energiledelsesteamet i Trioplast så her en mulighed for at optimere proceduren. Det blev startskuddet til en proces, der har givet en betydelig produktivitetsforbedring.
Vedligeholdsprocedurerne blev ændret, således at knivene nu udskiftes hver 3. måned. Samtidig overvåges elforbruget til granuleringen, og det giver mulighed for at skifte knivene med kortere interval, hvis der har været ekstraordinær slitage.
De nye procedurer er udviklet i et tæt samspil mellem teknikere og operatører, som har bidraget med deres erfaringer, observationer og forslag. Det har givet et stærkt ejerskab til de nye procedurer og fjernet den modstand, der ellers kan være mod forandringer.
Trioplast arbejder nu med at implementere den samme tilgang i andre arbejdstunge procedurer - f.eks. filterskift.
Efter implementering af den nye vedligeholdelsesprocedure er elforbruget til granuleringen faldet med 30 %. Da kvaliteten af granulatet er af stor betydning for den videre proces, har der desuden været betydelige afledte effekter.
Mængden af kasseret granulat er halveret. Samtidig er kvaliteten af det materiale, der går til ekstruderne, blevet forbedret. Det medfører igen en forbedret kvalitet af de banevarer, som ekstruderne producerer.
Samlet set er produktiviteten steget med mere end 20 %. Det betyder, at de øgede vedligeholdelsesomkostninger er ubetydelige.
Trioplasts produktionschef, Javad Shirangi, fremhæver, at det er lykkedes at etablere nye procedurer, som kombinerer drift, vedligehold og overvågning af energinøgletal. Medarbejderne har taget ejerskab ift. de nye procedurer, fordi de har været med i udviklingen, og det medvirker også til at forbedre resultaterne.
Energiledelse kan give store besparelser gennem både teknisk optimering og ledelsesmæssig styring. Energiledelse sikrer først og fremmest en bred og systematisk gennemgang af virksomhedens muligheder for at spare energi. Virksomheder, der arbejder med energiledelse, opnår generelt større besparelser end ved en traditionel, teknisk tilgang.