BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Bonussen ved skift til varmepumpe var et helt nyt rum

Bonussen ved skift til varmepumpe var et helt nyt rum

Da parret skiftede oliefyret ud med en varmepumpe, fik de både en lavere varmeregning og et bedre varmesystem. Da det store gamle fyr var væk, så de pludselig nye muligheder i det ellers mørke og ubrugelige fyrrum.

Beboere

Huset fra 1912 ligger i Nørre Alslev på Falster. Her har Kim og hans hustru Namfon boet de sidste 5 år. Kim er olie- og benzinchauffør, og Namfon har sin egen massageklinik på adressen.

"Vi fandt huset hos den lokale mægler, hvor der stod ”giv et tilbud”. Vi fik huset til en virkelig god pris, fordi det krævede en kærlig hånd og meget oprydning både inden- og udenfor,” fortæller Kim.

Huset er en klassisk murermestervilla og ikke atypisk for området, men det skiller sig alligevel ud, fordi huset ligger omringet af grønne marker.

”Den gamle murmestervilla kræver en del forbedringer, så vi er i gang med en større renovering, som vi tager i bidder,” fortæller Kim.

Beslutningen om projektet

Beslutning

Oliefyret havde det ikke så godt, og vi skulle holde øje med vores olieforbrug, så vi ikke løb tør for varmt vand i hanerne eller tog på vinterferie og kom hjem til et koldt hus med frostsprængte rør. Vi skruede op og ned for fremløbstemperaturen for at spare på olien, og vi skulle huske service og skorstensfejer. Oliefyret krævede bare meget. Derfor spurgte jeg vores olieleverandør, som også leverer andre varmesystemer, hvad han kunne anbefale. Jeg anede ikke, hvad en luft til vand-varmepumpe var, men da jeg havde undersøgt det, gik det op for mig, at den hurtigt ville være tjent hjem. Samtidig ville vi slippe for en masse besvær.

Projektets rådgivere

Rådgivning

Vores olieleverandør gav os det nødvendige overblik over de økonomiske muligheder ved skift til varmepumpe, så vi kunne tage stilling, til om vi skulle købe eller vælge en abonnementsløsning. Jeg regnede på det og benyttede mig også af deres rådgivningstelefon. Derefter fik vi besøg af en rådgiver. Han var her et par timer, gennemgik det hele og svarede på vores spørgsmål, imens vi fik en kop kaffe og et stykke kage. Vi ville gerne slippe for at løbe tør for varmt vand, så vi valgte en stor varmtvandsbeholder. Det eneste, vi ikke kom ind på, var, at vi ville komme til at mangle en varmekilde i fyrrummet, når det gamle fyr blev fjernet. Det fandt vi først ud af, da det blev vinter, og rummet var iskoldt, så vi fik lynhurtigt eftermonteret en radiator. Det blev lidt dyrere, end hvis vi havde gjort det i samme omgang som udskiftningen, så det havde været godt at vide.

Økonomien

Økonomi

Vi fik et rigtigt godt tilbud, som vi ikke kunne sige nej til. Vi betalte 20.000 kr. i engangsbeløb, og så betaler vi et månedligt acontobeløb til abonnementet. Vi kan ikke låne penge til forbedringer i huset, før husets værdi er steget. Det er til trods for, at vi begge har en fin indkomst, men vi købte huset som dødsbo og fik det til 200.000. Vi lægger derfor selv penge til side til renoveringen. Nu sparer vi ca. 10.000 kr. om året på varmeregningen med det nye varmesystem, heraf er ca. halvdelen besparelser på skorstensfejer og service på fyret. Det passer med, at forbedringen er tjent hjem efter 2-3 år, ligesom rådgiveren fortalte.

Processen

Forløb

Inden håndværkerne kom, skulle vi blot gøre plads til dem, så de kunne komme til ude i fyrrummet. Der kom 2 vvs’ere, som ændrede de eksisterende rørføringer og trak nye rør, og der kom en elektriker, der lavede nyt el. Det var en større håndværkeroperation, som jeg ikke selv kunne have stået for, og jeg regnede hurtigt ud, at jeg var sluppet billigt med engangsbeløbet, der dækkede det hele. De sørgede for at fjerne det gamle oliefyr, ordnede alle rørføringer, lavede nyt el og installerede den nye varmepumpe. Det dem tog 3 dage, og vi gjorde ikke andet end at byde på kaffe og kage indimellem.

Resultatet

Resultat

Vi har fået meget mere værdi for pengene. Ud over at vi sparer penge, så sparer vi en masse vedligeholdelse og besvær i dagligdagen. Vi slipper for bekymringer om olieprisen, ligesom vi ikke behøver at tænke så meget over vores forbrug af varmt vand. Nu kan vi bruge vores tid på noget, der er sjovere end oliefyret. Det mest overraskende er, at vi føler, vi har fået et helt nyt rum. Vi satte et vindue i det mørke og kedelige fyrrum. Lige nu bruger vi det som garage til vores knallert, men på sigt er det planen, at der skal være et lille værksted. Når vi skal lave nyt tag, kan vi også fjerne skorstenen, da vi ikke har oliefyr længere. Vi synes, at huset er blevet pænere både ind- og udvendigt.

Alt i alt, er det blevet et rigtigt godt resultat. Det er billigere, vi har bedre indeklima, og vi bruger mindre tid på vedligeholdelse. Og så er vi glade for, at vores nye løsning er bedre for miljøet og ikke giver samme risiko for oliespild. Det giver en stor tryghed, og det er en god investering i fremtiden.

Udbytte

Hvor meget bedre er huset blevet at bo i?

Hvor svært var det at udføre forbedringen?

 

Fordele

Mere plads
Bedre indeklima
Øget komfort
Klimavenlig opvarmning
Mindre vedligeholdelse

Gode råd over hækken

Det kan ikke betale sig at lade være – du sparer både tid og penge!
Det gamle fyrrum kan få et nyt liv, så får du flere brugbare kvadratmeter.
Husk, at varmepumper, modsat oliefyret, er så effektivt, så det kan være, der skal en varmekilde op i rummet. Og det kan bedst betale sig at gøre i samme omgang.
Beboerne

Forbedringer og typiske besparelser

skift til luft til vand-varmepumpe

Typisk besparelse ved skift til varmepumpe på abonnement