Nu er der ikke længere koldt på gulvet i Løgstrup Hallen
Løgstrup Hallen, Løgstrup
-
Svømmehaller og sportsfaciliteter
-
Sted
Idrætshal
-
År
2016
-
Indsats
Strålevarme og LED
-
Besparelse
117.000 kr./år
Nu er der ikke længere koldt på gulvet i Løgstrup Hallen
Løgstrup Hallen sparer energi og penge efter at have udskiftet lysstofrør og ventilationsvarme til LED-lys og strålevarme. Det er også blevet nemmere at varme hallen op.
Økonomi
Læs mere
Løgstrup Hallen er en selvejende idrætshal i Løgstrup nord for Viborg. Hallen er i virkeligheden 2 haller og et fitnesscenter i gule mursten. Den oprindelige hal er fra 1977, og der er bygget til i 2001 og 2010.
Løgstrup Hallen har et samlet etageareal på 4.112 m2. Der er aktivitet i hallen hele året. Om vinteren er hallen åben ca. 8-22.
Hallen bruges bl.a. af Løgstrup Skole (primært i vinterhalvåret) og Løgstrup Gymnastik & Idrætsforening, hvor man kan dyrke 13 forskellige sportsgrene.
Bygningerne opvarmes med fjernvarme fra Løgstrup Varmeværk.
Viborg Kommune tog initiativ til at energiforbedre idrætshaller i kommunen. Løgstrup Hallen blev derfor gennemgået af en tekniker fra COWI, der listede en række forslag til energiforbedringer i hallen.
Kommunen betalte for, at 2 af de store forbedringer blev gennemført, og sænkede til gengæld det løbende tilskud til driften af hallen.
Hen over sommeren 2016 fik Løgstrup Hallen installeret strålevarmeanlæg og LED-lys i begge haller. Sommeren blev valgt, fordi der er mindst aktivitet i hallerne.
Før havde man varmet med 2 ventilationsanlæg, der ved hjælp af en ventilationsvarmeflade blæste varm luft ind i hver sin hal. Det var ineffektivt, bl.a. fordi ventilatorerne måtte køre i døgndrift i hele varmesæsonen.
Varmetabet gennem taget var også stort, fordi der var en høj lufttemperatur lige under taget. Det skyldes, at opvarmning med ventilation giver en høj temperaturforskel mellem luften ved gulvet og luften ved loftet.
I stedet blev der etableret strålevarme med 4 varmepaneler i den lille hal og 12 i den store. Panelerne blev ophængt som vandrette radiatorer lige under loftet i hallerne og tilsluttet fjernvarmen.
LED-lyset krævede nye armaturer i de 2 haller. 73 gamle armaturer til 3x58 W lysstofrør og 22 armaturer til 2x58 W lysstofrør blev pillet ned og erstattet af 57 nye 106 W LED-armaturer.
”Projekterne blev udført ét ad gangen, så håndværkerne ikke jokkede oven i hinanden. Begge dele gik ret hurtigt og effektivt, så vores aktiviteter blev forstyrret mindst muligt. Hvert projekt tog kun omkring 14 dage,” siger Løgstrup Hallens bestyrelsesformand Peter Mandrup.
Den beregnede energibesparelse for de nye anlæg er 55.000 kr. om året på varme og 62.000 kr. på belysning – i alt 117.000 kr.
Strålevarmen betyder, at ventilationsanlægget ikke længere behøver at køre 24 timer i døgnet for at varme hallerne i vinterhalvåret.
”Faktisk er det sjældent, at vi overhovedet behøver tænde det nu. Kun hvis vi har store arrangementer som f.eks. julefrokoster. Det sparer meget strøm at gå fra ventilation 24 timer i døgnet til 0 timer i døgnet,” fortæller Peter Mandrup.
Samtidig er indeklimaet forbedret.
”Det nye anlæg giver en helt anden varme. Før kneb det med at varme hallerne i kolde perioder. Det var køligt ved gulvet, og det kunne føles som træk. Nu kan vi holde en konstant temperatur, og gymnasterne siger, at det er meget rarere,” siger Peter Mandrup.
Energiforbruget til belysning i hallerne ved tændt lys sænket med 60 % fra ca. 15.000 W til ca. 6.000 W. Lyset blev dog ikke lige så godt modtaget, selvom det er samme lysniveau og lyskvalitet.
”Når man har kigget op på de samme lysstofrør i 30 år, er det klart, at det føles anderledes med nye lamper. Det skulle nogle af vores badminton- og håndboldhold lige vænne sig til. Men det gjorde de heldigvis også rimeligt hurtigt. LED er helt oplagt, når man har lys i hallen fra morgen til aften,” siger Peter Mandrup.