Varmepumpe i spejderhytte
Karupspejderne, Karup
-
Svømmehaller og sportsfaciliteter
-
Sted
Spejderklub
-
Indsats
Etablering af varmepumpe
-
Besparelse
3.000 kr/år i varme
Varmepumpe i spejderhytte
Spejderne i Karup behøver ikke længere at fryse og sparer samtidig energi og penge, efter at de udskiftede gamle elradiatorer med et varmepumpe-system.
Økonomi
Læs mere
Spejderne i Karup er en del af Det Danske Spejderkorps, DDS. DDS har i alt omkring 400 spejdergrupper i Danmark med lidt over 35.000 medlemmer. Karupspejderne består af ca. 30 spejdere af begge køn.
Karupspejdernes tilholdssted bliver til daglig bare bliver kaldt Spejderhytten. Det er en murstensbygning omgivet af træer og bålplads i udkanten af landsbyen Karup i Viborg Kommune. Hytten har kælder, stueplan og loft og er bygget i 1989, efter at en gammel spejderhytte brændte ned.
Hytten bruges til spejdermøder hver lørdag året rundt undtagen et par lørdage i august. Den bruges også jævnligt på andre tidspunkter til bestyrelsesmøder, og når de store spejdere over 13 år holder deres egne møder. Hytten udlejes ikke til andre.
Der er plads til 30 overnattende på madrasser i det store loftsrum. I kælderen er der patruljerum til bl.a. telte og klatreudstyr.
Spejderhytten blev bygget, før naturgas kom til området og havde i stedet gamle elradiatorer. De var langsomme til at varme hytten op og så dyre i drift, at spejderne lod bygningen være uopvarmet, når den stod tom.
”Vi havde simpelthen ikke råd til at tænde for varmen. Men det var ikke godt for huset at stå hen. Der blev fugtigt indenfor. Især i kælderen, hvor vi opbevarer materiel. Vi mistede flere dyre telte, der blev jordslåede,” fortæller Gert Bertel, der sad i bestyrelsen for Karupspejderne og med titlen Hyttefar havde ansvaret for Spejderhytten.
Samtidig var spejderne ikke glade for at belaste miljøet ved at bruge elvarme. Derfor greb de muligheden, da Viborg Idrætsråd i et nyhedsbrev i 2015 skrev om en ny pulje til energiforbedringer i klubhuse.
Karupspejderne kontaktede Viborg Idrætsråd, der sendte en energikonsulent ud til spejderhytten. Han gennemgik bygningen med spejdernes Hyttefar og talte mulighederne igennem. Naturgas blev hurtigt opgivet, fordi det var for dyrt at etablere et vandbårent radiatorsytem. I stedet virkede et system med varmepumper som en oplagt mulighed.
Valget faldt på luft-luft-varmepumper, der var billigst at etablere og ikke krævede nye rør og radiatorer. Gruppen indhentede tilbud fra lokale leverandører og fik bevilget tilskud fra klubhuspuljen. Så valgte de en montør.
Montøren gennemgik huset og kom med forslag til placering af varmepumper og ledninger. Spejderne nikkede til forslaget, og montøren satte det hele op inden for en uge.
Nu er der 2 kompressorer udendørs, der driver 5 varmeenheder indendørs. Spejderne valgte at få placeret en af enhederne i kælderen, hvor der var tendens til fugt. Så skulle de bare lære det nye system at kende.
”Det tog lidt tid at vænne sig til, og vi var mange brugere af huset, der skulle lære det. Men det kører rigtig godt nu, for vi har gjort det helt enkelt. Der er en fjernbetjening, hvor der står ”12 grader” på og én, hvor der står ”20 grader” på. Så trykker man bare på den med 20, når man kommer og på den med 12, når man går,” siger Gert Bertel.
Varmepumpen har mange andre indstillinger og funktioner, men dem har spejderne fravalgt for at få et stabilt og effektivt varmesystem.
Karupspejderne fik bevilget tilskud til på knap 110.000 kr. til samlede udgifter på knap 150.000 kr.
Tilskuddet er på 73 %, som er klubhuspuljens støtte til projekter, der tjener sig selv hjem i energibesparelser inden for 10 år. Klubben betaler selv de sidste 27 %, altså ca. 40.000 kr.
Spejderne holder nu en grundtemperatur på 12 grader i Spejderhytten året rundt. Det gør, at de kan varme de nødvendige rum op på 15-30 minutter, når der er spejdermøde.
”Vi havde snakket om at få fjernstyring, så man kunne tænde varmepumpen hjemmefra, men det behøver vi slet ikke. Det er fantastisk. Nu sidder vi aldrig og fryser til møderne længere. Vi er simpelthen vildt begejstrede for det nye varmesystem. Og som spejdere er vi ekstra glade for, at det er en miljøvenlig løsning,” siger Gert Bertel.
Fugtproblemerne er også forbi, og spejderne kan tørre telte i loftsrummet. Med den højere temperatur i hytten er energibesparelsen ikke så stor, som den kunne have været, men spejderne har alligevel sparet 14 % til el og varme efter udskiftningen.