Tommelfingerregler
Tommelfingerregler
Spørg rådgiverne til råds om energiforbrug
Som bygherre er det dig, der sætter rammerne for byggeriets udformning, den overordnede tidsramme, organisationsformen og de energimæssige mål. Det er de færreste bygherrer, som bygger kontinuerligt. Derfor er det vigtigt at spørge de tilknyttede rådgivere, hvilken betydning de enkelte valg har for byggeprocessens energiforbrug og dermed de samlede byggeomkostninger.
Skab klarhed over roller og ansvar tidligt
Skab klarhed fra starten over, hvilke opgaver i et projekt, der skal løses af hvem. Det giver de bedste muligheder for, at byggeriet kan gennemføres med et lavt energiforbrug. Afklar med rådgiverne på forhånd, hvilke konstruktioner og installationer der med fordel enten kan detaljeprojekteres eller funktionsudbydes. Sørg for at løse betydelig problemstillinger tidligt i byggeforløbet – det mindsker risikoen for, at byggeriet bliver dyrere og af dårligere kvalitet end forventet.
Sæt en realistisk tidsramme
En stram tidsplan for byggeriet kan være nødvendig, men bliver den for stram, resulterer det ofte i et højere energiforbrug og en forringelse af kvalitet og arbejdsmiljø. Vær også opmærksom, hvis de indledende faser er blevet forsinkede, og tidsplanen ønskes indhentet under selve opførelsen af byggeriet. Bed rådgiverne om et overslag over omkostninger til forceret udtørring mv., før den endelige tidsramme bliver lagt fast.
Skab fælles incitament til at reducere energiforbrug
Vær bevidst om, hvordan byggeriets parter bliver motiveret til en energibevidst adfærd. Organisering, kontrakter og afregningsmodeller påvirker beslutningsprocessen i byggeforløbet, og samarbejdet mellem byggeriets parter bliver bedre, hvis der er en fælles interesse i at reducere energiomkostningerne. Vær opmærksom på, at hvis en anden part f.eks. har risikoen ved vejrliget og derfor skal dække den risiko ind i tilbuddet, så giver det et usikkert tilbudsgrundlag. Det betyder, at du ikke nødvendigvis får den billigste eller bedste løsning.