Nyhedsmail
Nyhedsmail
Vi sender en e-mail til dig, når vi har relevant information angående energibesparelser, CO2-reduktioner, Erhvervspuljen, og når der er ny viden, der passer til din branche.
Produktion
Emballageløsninger
Indsats
Driftsoptimering af vakuumløfteanlæg
Udført
2018
Besparelse
264.000 kr./år
Emballagefabrikken RPC Superfos i Randers analyserede driften af et vakuumløfteanlæg og fandt besparelser, som svarer til en reduktion på 95 % af energiforbruget.
RPC Superfos producerer en lang række emballageløsninger primært til industrien. Som et led i produktionen er der installeret 22 vakuumløfteanlæg, der flytter færdigvarer i kasser fra produktionslinjen til paller, så de kan sendes videre til kunden eller lageret.
I forbindelse med ISO-certificeringen blev virksomheden opmærksom på, at anlægget var tændt døgnet rundt, 365 dage om året. Den praksis medførte et årligt forbrug på 465 MWh. RPC Superfos besluttede derfor at analysere mulighederne for at optimere driften.
I første omgang blev der kigget på en løsning med et fjederophæng, men det viste sig, at dynamikken i vakuumsystemet ikke tillod en sådan løsning.
I stedet valgte RPC Superfos en løsning, som omfattede installation af frekvensomformere på elmotorerne, en ophængningskrog (som kan ses på Figur 1) og en trykknap til medarbejderne.
Frekvensomformerne styrer motorhastigheden og sørger for, at slangen, der er forbundet til selve løfteaggregatet, langsomt spændes op ved påbegyndt drift. Dette tiltag er nødvendigt, fordi en simpel start/stop-løsning ville medføre en pludselig trykændring og et svirp fra slangen, der kunne være til fare for medarbejderne.
Driften bliver desuden monitoreret således, at der efter en times inaktivitet slukkes for maskineriet. På den måde bliver det muligt at reducere tomgangsforbruget markant, og det overordnede energiforbrug er sænket til 25 MWh.
Endelig har projektet også omfattet træning af 110 operatører, som hver har modtaget 1 times instruktion.
Figur 1: Vakuumløfteanlægget i RPC Superfos’ fabrik i Taastrup.
Den samlede besparelse er estimeret til 440 MWh, eller hvad der svarer til 95 % af elforbruget. Besparelsen udgør 264.000 kr., og med en samlet investering på 368.000 kr. giver det en simpel tilbagebetalingstid på 1,4 år ekskl. tilskud.
Forløbet er dog ikke helt afsluttet, fordi ændringen af anlægget og arbejdsgangen har medført udfordringer ift. APV og ergonomi. Mere specifikt handler det om belastningen ved at frigøre vakuumløfteren fra hvilekrogen og parkere den samme sted igen efter endt arbejde. Omkostningerne til at rette op på dette er indtil videre ikke kendte.
21 % af virksomhedernes elforbrug går til køle-, trykluft- og vakuumanlæg. Ofte er der et stort potentiale for at spare energi.