Virksomhedstilsyn skaber energibesparelser i Odense
Odense Kommune, Danmark
-
Virksomhedsindsats
-
Område
Virksomhedstilsyn
-
År
Siden 2012
-
Indsats
Energivejledning til virksomheder
Virksomhedstilsyn skaber energibesparelser i Odense
Små og mellemstore virksomheder i Odense får hjælp til at spare energi, penge og CO2, når kommunen kommer på miljøtilsyn.
Økonomi
Læs mere
Odense Kommune har i en årrække haft fokus på energieffektiviseringer i små og mellemstore virksomheder. Som en del af indsatsen har kommunen valgt at tilbyde ca. 200 virksomheder energivejledning fra kommunens tilsynsmedarbejdere, der alligevel besøger virksomhederne hvert 2.-6. år for at udføre de lovpligtige miljøtilsyn.
I dag er eftersynene primært forankret under Effektiv Energi, der er finansieret af bl.a. de fynske energiselskaber. Det er drevet af BYG FYN (tidl. MiljøForum Fyn), som Odense Kommune ejer en del af.
Indsatsen startede i en mindre skala med en efteruddannelse for de 12 kommunemedarbejdere, der foretager miljøtilsyn hos virksomheder.
Ifølge Jane Immerkær, der er Teamleder for Erhvervskontakten i Odense Kommune, er det nødvendigt at hjælpe virksomhederne i gang med energibesparelser.
"Vi skal ud og tage dialogen med virksomhederne. Det har vi fundet ud af. Det kræver, at vi mødes én til én og sætter dem i gang. De har nok at se til i det daglige, så energitiltagene skal følges næsten helt til dørs," siger Jane Immerkær.
Små og mellemstore virksomheder har ofte ikke omfattende viden og ressourcer til arbejdet med energibesparelser og kan derfor have stor nytte af basal vejledning.
"Vi lærte dem om de mest grundlæggende tips og tricks. Eksempelvis: Gør noget ved det, hvis der er en utæthed på kompressorslangen i virksomheden. For så står den og pumper hele tiden og bruger en masse energi. Eller hvorfor man skal udskifte armaturet og få de mere energirigtige pærer. Nogle faglige, elementære ting, som er på et vejledningsniveau," forklarer Jane Immerkær.
Selvom der er barrierer for at nå i mål med energibesparelser i erhvervslivet, er det en oplagt opgave for kommunerne, vurderer.
"Energiselskaberne har fokus på de store virksomheder, men ikke på de små eller mellemstore. Og selv om producenterne eller installatørerne måske har incitamentet til at bringe viden videre, så bliver de ikke opfattet som uvildige. Der giver kommunernes indsatser deres berettigelse," siger Jane Immerkær.
De 12 tilsynsmedarbejdere blev undervist i sammenlagt 3 dage. Formålet var, at de ikke kun skulle have myndighedskasketten på, når de kom på tilsyn. De skulle også tage vejlederrollen på sig.
"Tilsynsmedarbejderen skal fungere som katalysator og inspirator, så virksomhederne bliver motiveret til at arbejde med energieffektiviseringer," siger Jane Immerkær.
Helt praktisk har det været forsyningsselskaberne, som har stået for meget af undervisningen. Men der har også været én, som underviste i, hvordan man vejleder kontra fører tilsyn. Og én, der underviste i, hvordan man bedst kommunikerer sit budskab til forskellige typer af mennesker. Odense Kommune brugte ca. et kvart årsværk på projektet.
"Det er mennesker med en høj faglighed, vi har med at gøre. Deres primære opgave både før undervisningen og nu er jo at sikre, at virksomhederne overholder de miljøregler, der er på det givne område. Vejlederrollen inden for det nye fagområde, som vi bad dem besidde, syntes de ikke, de havde nok indblik i. De manglede noget viden," fortæller hun.
I dag er projektet vokset og blevet til et forløb med hyppigere besøg, energiscreening, rapport, tilbud, implementering og kurser. Jane Immerkær ser en stor værdi i de erfaringer, som kommunen fik af undervisningen af medarbejderne i By- og kulturforvaltningen.
Dem deler hun gerne med andre kommuner.
"Det er 8 år siden, at vi kørte undervisningsforløbet, og formålet var og er stadig, at de tilsynsførende kan tage den indledende dialog med virksomhederne om energisparende tiltag," siger hun.