Hvordan var forløbet for selve arbejdet?
Det tog en del aftener, weekender og det meste af en sommerferie for mig, så sammenlagt har projektet taget et par måneder. Det er klart, at jeg som maskinmester havde en indsigt og interesse, som gjorde, at det var lettere for mig.
Jeg blev dog overrasket over, hvor svært det var at installere det i vores hus. Det er et almindeligt hus med lav rejsning. Jeg tror, der er 25 ° taghældning. Der er ikke meget plads på loftet, så det var meget sværere, end jeg havde regnet med, at komme ud med rørene og få lagt isoleringen ordentligt.
Så det tog lang tid, men jeg har ikke fået nogle grimme overraskelser undervejs. Arbejdsmængden var stor, men det var ikke teknisk svært.