BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Renovering har givet familien et tæt og energirigtigt hus

Renovering har givet familien et tæt og energirigtigt hus

Som en del af et samlet projekt er huset blevet moderne og tæt, så familien bruger meget mindre varme. Samtidig producerer solcelleanlægget al husets strøm, så det samlede energiforbrug er blevet markant mindre.
Hent case

Beboere

Det hvide 1½-planshus fra 1973 ligger i en lille by midt på Sjælland. Her bor Anne og Steen sammen med deres 3 døtre.

Anne er forsker, mens Steen er klimakonsulent. De købte huset for 9 år siden, da den midterste af døtrene blev født. "Det var et regulært hus at gå til. Det var rimelig velholdt med gode rum og tæt på skole, indkøb og aktiviteter," siger Steen.

Huset har fået en markant opgradering det seneste år, hvor familien har fået mere plads ved at inddrage den oprindelige altan i boligarealet og fjerne en dobbeltskorsten. "Det har sammen med vores energiløsninger øget husets værdi. Det er afgørende at have en langsigtet, stepvis plan for ens drøm for huset og løbende holde den plan opdateret," fastslår Steen.

 

Beslutningen om projektet

Beslutning

Det er næsten en borgerpligt at prøve at gå lidt længere for at skabe gode løsninger. Det kan ikke passe, at man ikke kan lave kloge, fremtidssikrede energiløsninger i sit eksisterende hus i stedet bare at bygge et nyt. Projektet var en kombination af mange forskellige dele, ikke mindst at vi fik inddraget den oprindelige altan, hvilket gav os mere plads. Samlet har vi fået skiftet og efterisoleret taget, efterisoleret skunken, efterisoleret facaden og soklen, udskiftet vinduer og døre, fået sat solceller op og installeret et ventilationsanlæg. Det har været et meget stort projekt fyldt med utrolig mange og store overvejelser, som tog meget tid og mange kræfter. Overvejelserne før de endelige beslutninger om alle detaljerne fyldte mere end selve arbejdet. Men vi ønskede et moderne og tæt hus med gode, fremtidssikrede energiløsninger.

 

Projektets rådgivere

Rådgivning

Vi hyrede en arkitekt, der tegnede skitser til hele projektet. Men vi valgte desværre den forkerte, for han var ikke grundig nok. Det hele blev dyrere end det, han forventede. Det betød også, at hele projektet blev håbløst forsinket. Udbudsmaterialet var ikke præcist nok. Vi skulle have trukket nogle flere referencer på ham på forhånd. Vi fik også hjælp af en ingeniør, der regnede på de forskellige løsninger. I forbindelse med de enkelte løsninger fik vi også sparring med de forskellige leverandører. Men det er helt afgørende at søge professionel hjælp, også i idéfasen, og det vil vi helt sikkert også gøre en anden gang. Vi fik også byggetilladelse fra kommunen til hele projektet.

 

Økonomien

Økonomi

Vi kiggede på vores økonomi, da vi tog fat på det samlede projekt og talte med vores realkreditinstitut. Vi havde noget opsparing, men fik så dækket resten via et lån. Huset blev vurderet før projektet, og realkreditinstituttet beregnede en forventet værdi efter projektet. Den værdi holder stadig nu, hvor de har vurderet huset igen. Det er klart, at et så stort projekt har en vis tilbagebetalingstid, men bl.a. solcellerne er med i projektet for at øge den samlede tilbagebetaling.

 

Processen

Forløb

Grunden og huset var jo en regulær byggeplads i lang tid. Fordi arkitektens arbejde ikke var præcist nok, og udbudsmaterialet derfor heller ikke var præcist nok, tog projektet noget længere tid end ventet. Vi måtte hele tiden løbende snakke os frem til de endelige løsninger og justeringer. Forløbet var i rækkefølge: Tag og skunk, solceller, sokkel, facade, vinduer, ventilationssystem. Taget blev udskiftet i etaper og dækket med presenninger, som larmede vildt meget i vinden. Soklen var et stort gravearbejde. Det gav en masse bøvl med mudder og jord, og det var det mest generende af projekterne. Efterisolering af facade og udskiftning af vinduer gik til gengæld stærkt og uden gener. Installation af solceller og ventilationssystem forløb også uden de store gener.

 

Resultatet

Resultat

Vi har jo fået et helt nyt, moderne og fremtidssikret hus, både hvad angår udtryk, energiløsninger og indeklima. Huset har fået en mere moderne stil, og så er det blevet virkelig tæt. Det betyder rigtig meget, for vi vil jo gerne blive boende her.

Det er dejligt at vide, at taget nu er godt isoleret og kan holde i mange år. Nu skal vi ikke bekymre os om det. Facaden har givet huset det nye udtryk, så man næsten ikke kan genkende det hus, vi købte. Soklen har gjort huset til en samlet enhed og bidrager også til besparelsen på varmeregningen. Vi har også fået nye, moderne vinduer, hvor der kommer mere varme ind, end der ryger ud. Det fortryder vi bestemt ikke.

Tag, facade, sokkel og vinduer bidrager alle til, at huset er blevet tæt. Vi har virkelig kunnet mærke det på varmeforbruget. Ventilationssystemet er det allerbedste i projektet. Vi slipper helt for at lufte ud, og så har det givet en mærkbar forandring i indeklimaet. Solcellerne er en fantastisk forretning. Det er bare så fedt at kunne producere al sin egen strøm, og vi forventer at betale 0 kr. i elregning.

Nu er der gået et år. Vi har realiseret en besparelse på 40 % af energiforbruget, og vores hus er nu et energimærke A 2020-hus. Det har virkelig overrasket os, at vores indeklima er blevet så meget bedre, efter den tætte renovering og det nye ventilationsanlæg. Det er virkelig behageligt. Ulempen ved ventilationsanlægget er røgen fra naboernes brændeovn, som dog forsvandt efter, vi fik monteret kulfiltre på ventilationen. Nu overvejer vi SMART-styring af huset.

Økonomi

Energiforbrug før
26.000kr./år

Hvad kostede det?

Forbedringer
Udgift
Isolering af let ydervæg, udefra
-
Isolering af sokkel
-
Isolering af loft
-
Isolering af tag med høj rejsning, udefra
-
Solcelleanlæg
-
Udskift vindue, som har 1 lag glas
-
Ventilationsanlæg med varmegenvinding
-
I alt
993.000kr.

Udbytte

Hvor meget bedre er huset blevet at bo i?

Hvor svært var det at udføre forbedringen?

 

Fordele

Bedre lysindfald
Ekstra opbevaringsplads
Mere frisk luft
Mere plads
Mindre støj
Mindre træk
Mindre vedligeholdelse

Gode råd over hækken

Vær opmærksom på, hvor store overvejelser der kræves
Hyr en professionel arkitekt til at tegne skitser
Få en ingeniør til at regne på projektet
Få en bygningsrådgiver til at styre det samlede projekt
Case: Solceller, nye vinduer og døre, isolering og ventilation. Steen og Anne fra Høje-Taastrup

Denne case er skabt i samarbejde med:

Høje-Taastrup Kommune

Om casebanken

Alle historier i casebanken er udtryk for enten boligejernes, boligadministratorens eller entreprenørens egne synspunkter og holdninger, ligesom tal for investering og energiforbrug før og efter renoveringen kommer fra selvsamme.

I de tilfælde, hvor de aktuelle energipriser ikke er oplyst, har vi brugt gennemsnitlige energipriser og korrigeret energiforbruget efter vejret.

Forbedringer og typiske besparelser

Isolering af let ydervæg, udefra

Typisk besparelse ved isolering af let ydervæg, udefra

10-50 kr./år pr. m2 ydervæg du isolerer udefra

Forudsætning for beregning: Gennemsnitlig energipris, vægtype og isoleringsniveau

Isolering af sokkel

Typisk besparelse ved isolering af sokkel

Op til 40 kr./år pr. m sokkel du isolere

Forudsætning for beregning: Gennemsnitlig energipris, vægtype, sokkeltype og isoleringsniveau

Isolering af loft

Typisk besparelse ved isolering af loft

10-50 kr./år pr. m2 loft du isolerer

Forudsætning for beregning: Gennemsnitlig energipris og isoleringsniveau

Isolering af tag med høj rejsning, udefra

Typisk besparelse ved isolering af tag med høj rejsning, udefra

10-50 kr./år pr. m2 tag med høj rejsning du isolerer
Forudsætning for beregning: Gennemsnitlig energipris og isoleringsniveau

Solcelleanlæg

Typisk besparelse ved solcelleanlæg

Fra vinduer med 1 lag glas til energivinduer

Typisk besparelse ved udskift vindue, som har 1 lag glas

30-340 kr./år pr. m2 vindue du skifter

Forudsætning for beregning: Gennemsnitlig energipris og vindue

Ventilationsanlæg med varmegenvinding

Typisk besparelse ved ventilationsanlæg med varmegenvinding

Sådan kommer du selv i gang

Sådan kommer du selv i gang

Hvis du overvejer at renovere, anbefaler vi, at du starter med at tage fat i en rådgiver.

Den bedste måde at starte et renoveringsprojekt er at få hjælp af en rådgiver til at finde ud af, hvad der kan betale sig, og i hvilken rækkefølge det skal gøres.

Vælg en energirådgiver, de er uddannet til at indtænke energibesparelser i dit projekt.

Læs mere om rådgivning