Beslutning
Vores tage var gamle og utætte, og en del af de gamle trævinduer var utætte med varierende rådskader. Derudover havde vi nogle nyere plast-vinduer, som vi ikke længere kunne skaffe reservedele til, når de gik i stykker. Det var baggrunden for, at vi gik i gang med renoveringen, fortæller Jan Rubin, som er bestyrelsesformand og beboernes repræsentant i hele renoveringsprojektet.
Selvom det var tydeligt, at ejendommen trængte til renovering, var beslutningen vanskelig og tidskrævende at træffe. Beboersammensætningen er blandet med folk i forskellige aldre med forskellige indtægter og en stor gruppe lejere. Alt dette krævede en lang intern proces med møder og ekstra generalforsamlinger, samt information i nyhedsbreve, på vores hjemmeside og opslag i ejendommen. ”Hvad skal laves, hvorfor gør vi det, hvad betyder det for mig?” ville folk vide.
Til sidst var tagene så dårlige, at vi var nødt til at træffe beslutningen om at gå i gang. Vores mål med renoveringen var bedre komfort for beboerne og lavere udgifter til reparationer og vedligeholdelse.