Billig drift og slut med bøvl
-
-
-
Byggeår
-
-
Renoveringsår
2019
-
Areal
-
-
Antal beboere
2 voksne
-
Opvarmning
-
Billig drift og slut med bøvl
Beboere
Huset fra 1909 ligger i Vig nær Sjællands Odde. Her har Henrik Petersen boet i 2 år sammen med sin kæreste, der købte huset for 26 år siden. Henrik er til daglig supporter i et rådgivningsteam hos et energiselskab.
Huset er en firlænget gård i skønne omgivelser, der blev ombygget i 1971.
"Det var pladsen – at bo på landet med luft omkring sig i fred og ro – der fik min kæreste til at købe det i sin tid," fortæller Henrik.

Beslutning
Vi havde et kornfyr kombineret med et lille oliefyr, fordi kornfyret ikke egnede sig til, når der kun var et lille behov for varme. Jeg havde længe gået og tænkt på, at det næste, vi skulle have, skulle være en varmepumpe. Da kornfyret så pludseligt brændte tilbage, var vi nødt til at få en ny varmekilde. Så var det oplagt at skifte dér. Jeg tjekkede selv forskellige typer varmepumper på nettet. Jeg vidste, at den skulle være effektiv. Jeg ville gerne gøre det ordentligt, for det er jo ikke hver dag, at man skifter varmeanlæg.

Rådgivning
Jeg brugte den samme VVS’er, der også havde tilset kornfyret, så han kendte forholdene. Det var rart. Vi talte os frem til en løsning med en luft til vand-varmepumpe et stykke fra huset, hvor den ikke står i vejen, og vi slipper for lyden, og vi ikke skulle grave fliser op i gården. Så kunne vi også genbruge nogle af de eksisterende installationer fra kornfyret. Men på grund af afstanden til boligen ville varmepumpen skulle arbejde hårdt for at varme brugsvandet nok op.
En sælger foreslog derfor at kombinere luft til vand-varmepumpen med en væske til vand-varmepumpe, som kan bruge restvarmen fra radiatorernes returvand til at producere varmt brugsvand. Det nedsætter energiforbruget og gør løsningen mere holdbar og driftsikker, fordi vi kan køre med lavere temperatur i rørene. Vi sagde ja, for selvom anlægget blev lidt dyrere, bliver det billigere i længden.

Økonomi
Jeg vidste, at det ville blive en større investering med et nyt varmeanlæg. Men når vi alligevel skulle skifte, var der ikke noget at være i tvivl om. Med en varmepumpe slipper vi for en masse besvær, hjælper den grønne omstilling og får den bedste økonomi i længden. Jeg har ikke engang tjekket, hvad et nyt kornfyr ville have kostet.

Forløb
Fra kornfyret satte ud til den nye varmepumpeløsning var installeret og kørte, gik der et par måneder. Der havde vi ikke nogen opvarmning, men det var hen over sommeren, så det gjorde ikke så meget. Jeg gik og forberedte udskiftningen i sommerferien ved at lave faskine til kondensvand fra udedelen og fliser, den kunne stå på. Men håndværkerne klarede det meste, og da de gik i gang, gik det ret hurtigt. Det hele gik nemt og gnidningsfrit.

Resultat
Varmeudgifterne er faldet omkring 40 %. Men økonomien er faktisk ikke det vigtigste. Da vi stadig havde kornfyret, brugte jeg nok 1-2 timer om ugen på at fylde piller på og vedligeholde fyret. Når vi skulle på ferie, skulle vi altid have nogen til at komme og se til fyret. Det behøver vi ikke længere. Nu bruger jeg overhovedet ingen tid, for det kører bare af sig selv. Det er en kæmpe lettelse, og det har bare været den helt rigtige beslutning. Vi har også fået en mere stabil opvarmning, og vi behøver ikke engang skrue på radiatoren mere, for varmepumpen sørger selv for at justere temperaturen efter behovet.