Energirenovering gav plads til nye medarbejdere
Gladsaxe Kommune, Danmark
-
Kontor
-
Område
Rådhus
-
År
2012
-
Besparelse
Besparelser på el, varme og bygningsdrift.
Energirenovering gav plads til nye medarbejdere
Nænsom renovering af det bevaringsværdige Gladsaxe Rådhus har givet plads til yderligere 90 medarbejdere, bedre indeklima og reduktion af energiforbruget pr. medarbejder.
Økonomi
Læs mere
Gladsaxe Rådhus er opført fra 1938-1950 og tegnet af arkitekt Vilhelm Lauritzen. Bygningerne er registreret som bevaringsværdige i sin udvendige arkitektur. Alle udvendige renoveringstiltag skal bevare bygningens oprindelige ydre.
Før projektet stod rådhuset stort set i sin oprindelige stand, hvorfor renovering var meget tiltrængt.
Udgangspunktet for projektet var en ombygning, der skulle modernisere og optimere det aktive areal og give 90 ekstra arbejdspladser på de eksisterende kvadratmeter. Det kunne lade sig gøre ved at indrette åbne kontormiljøer, så alle kommunens forvaltninger og centre kan huses på selve rådhuset.
Andre formål var at optimere indeklima og arbejdsmiljø og give Gladsaxe Rådhus en grøn profil. De kendte gener i bygningen skulle fjernes:
- Overophedning i sommermånederne - især i de sydvendte kontorer
- Træk og kuldenedfald fra ydervægge og vinduer om vinteren
- Dårlig akustik og utidssvarende lokaler
Renoveringen var omfattende, både indvendigt og udvendigt. Indvendigt blev al indmad fjernet, så kun råhuset stod tilbage. Udfordringen i den udvendige renovering var at bevare bygningens oprindelige ydre. Den gamle bygning bød også på en del overraskelser undervejs, der krævede ekstra tiltag. F.eks. blev det nødvendig at efterisolere ydervæggene indvendigt, da det viste sig, at der ikke var isolering i ydervæggen under vinduesbåndene i de ældste fløje.
Renoveringen består en række forskellige tiltag:
- Ny mekanisk ventilation med varmegenvindingVed ombygningen er der etableret 3 nye ventilationsanlæg med varmegenvinding for at dække et større ventilationsbehov fra flere mennesker, mere udstyr og en tættere bygning.
- Ny belysning med lysstyringNye belysningsanlæg med dagslysstyring og bevægelsesfølere. Ombygningen har i sig selv givet mere dagslys, fordi rummene er åbnet, og dagslys dermed kommer ind fra flere sider.
- Nye lavenergivinduer med energimærke ADe oprindelige vinduer var utætte, så de tabte meget varme og gav kuldeindfald. Alle vinduer og glasdøre er udskiftet til lavenergivinduer medenergimærke A med 2 lag glas og mahognirammer og -karme (U-værdi 1,2 W/m2K). Alle vinduerne er opbygget med samme arkitektoniske udtryk som de oprindelige vinduer.
- Udvendig automatisk solafskærmningBygningerne havde en ældre manuel solafskærmning, som ikke blev brugt. Ved renoveringen er der lavet ny udvendig automatisk solafskærmning, som reducerer bygningens kølebehov.
- Indvendig efterisolering af massive ydervæggeFor at fjerne kuldestråling om vinteren er facaden blevet indvendigt efterisoleret. Facadevæggene mod nord og vest var uisolerede massive ydervægge med franske døre. Her er der monteret forsatsvægge med yderside i stål, 50 mm isolering beklædt med gips og indbygget dampspærre.
- Udskiftning af varmeanlæg og radiatorerBygningen opvarmes med fjernvarme. Det oprindelige varmeanlæg fungerede dårligt, fordi en del af radiatoranlægget var 1-strenget. Radiatoranlægget er udskiftet til et 2-strenget anlæg og dimensioneret til lavere fremløbstemperaturer, hvilket reducerer varmetab fra rørene.
Resultaterne af energirenoveringen har oversteget forventningerne med energibesparelser på både el og varme.
Varmebesparelse
Besparelsesmål: 150 MWh
Varmeforbrug før | 850 MWh/år |
Varmeforbrug efter | 650 MWh/år |
Besparelse | 200 MWh/år |
Elbesparelse
Forbruget til belysning falder på grund af lysstyringen, mens de nye ventilationsanlæg giver et øget elforbrug. Forventningen var, at det totale elforbrug ville være uændret, men resultatet blev en besparelse.
Elforbrug før | 650 MWh/år |
Elforbrug efter | 510 MWh/år |
Besparelse | 140 MWh/år |
Samlet reduktion
Den samlede reduktion i den årlige udgift til opvarmning og el ved udfasning af lejet bygning og integration af 90 medarbejdere på rådhuset er 440.000 kr. inkl. moms.
Ved integrationen af By- og Miljøforvaltningens ca. 90 medarbejdere på rådhuset sparer kommunen årligt omkring 4,5 mio. kr. på husleje, skatter og afgifter, varme og el, bygningsvedligeholdelse og rengøring i den bygning, som fraflyttes.
Renoveringen har desuden givet en tidssvarende indretning af kontormiljøet og markant forbedret indeklima/arbejdsmiljø med:
- Stor reduktion i antal timer med overtemperaturer
- Bedre luftkvalitet
- Bedre belysning
- Bedre akustik