Ventilation
Ventilation
Ventilation i parcelhus 1960-76
Ventilation i parcelhus 1960-76
Naturlig ventilation
Ud over den planlagte naturlige ventilation skabt af vinduer/friskluftventiler og aftrækskanaler, ventileres parcelhuset ofte ekstra gennem utætte ydervægge. Det gælder især de parcelhuse, der har både lette og tunge ydervægge, dvs. nogle partier, der er bræddebeklædte, og andre der er murede. Her bliver luften i huset skiftet ud for ofte, så der spildes meget varme. Derfor er der ikke behov for daglig udluftning, som der ellers er i de fleste huse med naturlig ventilation.
Oprindelige krav fra Bygningsreglementet
Bygningsreglementet fra 1961 stillede krav om, at vinduet kunne åbnes, eller at der var en regulerbar ventil, der kunne slippe frisk luft ind i alle opholdsrum. I køkkenet var kravet det samme, hvis ikke køkkenet var i åben forbindelse med et opholdsrum. I badeværelser var der også krav om enten åbent vindue eller en friskluftventil med et lidt større areal.
Udsugning
Bygningsreglementet stillede krav om enten naturligt aftræk eller mekanisk udsugning. Størrelsen på det lodrette aftræk fra køkken, bryggers, badeværelser og toiletter er beskrevet i Bygningsreglementet. Skorstenseffekten i de lodrette aftræk sørger for at lede den opvarmede og beskidte luft ud.
Hvis du får energirenoveret og tætnet dit hus, kan det være en god idé at installere et ventilationsanlæg med varmegenvinding. Så sparer du størstedelen af den varme, du normalt lufter ud. Ventilationsanlægget kræver plads til indblæsningskanaler i opholdsrum og udsugningskanaler i køkken og badeværelser – og til selve ventilationsaggregatet.
Hold aftrækskanaler rene, så den brugte, opvarmede luft ledes ud naturligt. Kanalerne skal være tætte og isolerede, så du undgår kondens. Hvis huset har fået udskiftet de oprindelige vinduer til nyere, tættere vinduer, bør du montere friskluftventiler, så den friske luft kan komme ind.
Husk at lufte ud
Hvis parcelhuset ventileres naturligt og er relativt tæt, skal du huske at lufte ud 2-3 gange om dagen med fuld gennemtræk i 5-10 minutter i stuetagen og på 1. sal.
Det er vigtigt at overholde tidsrummet, så huset ikke køles for meget ned. Hvis det sker, har du ingen glæde af den tunge bagvægs eller letbetonens varmeakkumulering, som nærmest gratis varmer den friske luft op.